Panikangst

panikangstVed panikangst oplever man pludselige anfald af høj angst eller panik. De kommer som regel meget pludseligt ud af det blå og er ofte kendetegnet ved ubehag, som:

Hjertebanken og høj puls
Smerter i brystet
Vejrtrækningsbesvær
Svimmelhed
Sløret syn
Kvalme
Mundtørhed
Prikken/ en ”sovende” fornemmelse i fingre og tæer
Anspændthed
Svedeture eller kuldefornemmelser
Uvirkelighedsfornemmelse og frygt for at miste selvkontrollen

Panikanfaldet udvikler sig i løbet af få minutter og varer som regel kort, men det er så voldsomt, at man kan være påvirket af det i flere døgn. Anfaldet føles uhyre ubehageligt, og da den panikramte ikke aner, hvad der er galt, vil han lede efter forklaringer inde i sig selv. Han kan være overbevist om, at han er ved at blive sindssyg, skal dø, eller mister kontrollen og enten vil besvime eller komme til at gøre noget helt vildt pinligt.

Panikangst påvirker livskvalitet

Idet panikanfaldet er så skræmmende, vil man ofte udvikle en yderligere frygt for, at det er tilbagevendende. Denne forventningsangst fører til, at den panikramte fremover undgår en række situationer, hvor han frygter, at et nyt panikanfald vil overkomme ham. Her er oftest tale en angst for fastlåste situationer og steder, hvor man ikke føler sig tryg, som kan betyde, at den panikramte afholde sig fra; at køre bil, benytte offentlig transport, gå på indkøb og færdes på steder med mange mennesker.

For nogle er det så slemt, at de isolerer sig derhjemme og slet ikke kommer ud. Derfor er panikangst meget hæmmende og forstyrrende for menneskers liv, og panikramte vil af samme grund opleve en betydelig nedsat livskvalitet.

Behandling af panikangst med Kognitiv adfærdsterapi

Kognitiv adfærdsterapi er en yderst effektiv behandlingsform mod panikangst. Udgangspunktet er at analysere, hvad der skaber angsten samt, hvilke indre forestillinger og følelser, der opretholder og forstærker angstfornemmelsen.

Man fokuserer på klientens forestillinger omkring selve panikanfaldet, idet man samtidig informerer om lidelsen og symptomerne, samt hvorledes de udvikles. På den måde kan det lykkes at få ændret uhensigtsmæssige tanker og reaktionsmåder, som kan gøre, at panikanfaldet udvikles.

Et andet vigtigt princip er en gradvis udsættelse for de situationer, som medfører angst. Man tilstræber herved, at den adfærd, der tidligere gav angst, nu kan håndteres, fordi man har indlært nye færdigheder til at tackle den.

Prognosen for at slippe af med angsten er god, det er imidlertid vigtigt, at man kommer hurtigt i behandling, fordi man ellers risikerer at indlære undvigeadfærd. Det vil sige, at man tilpasser sig sin sygdom, for at undgå de ubehagelige angstanfald. På den måde vil sygdommen efterhånden indsnævre ens verden og muligheder mere og mere. Det er derfor meget vigtigt gennem behandling at modvirke denne tendens og få de rette redskaber til igen at bevæge sig frit i tilværelsen.

For at høre mere om hvordan vi kan hjælpe med panikangst, ring på 88 61 31 21 for en uforpligtende samtale med en af vores kognitive psykologer.

panikangst | Christianshavns Kognitive Psykologklinik